Forfatter: Admin

Far og Farfar Fyr

Aksel bekymrede sig om en masse og gjorde meget lidt. Birk bekymrede sig om meget lidt og gjorde en masse. Ingen af yderlighederne var at foretrække, og som hinandens komplette modsætning anså begge drenge hinanden som værende deres bedre og essentielle halvdel. Når Birks eventyrlyst og nysgerrighed tog fart, så sørgede Aksel for at de kom helskindet tilbage, inden mørket fik klør, og selv ikke Birk kunne dulme hans nerver.Endnu endnu en gang

Det var sjældent, at byens børn fik lov til at blive oppe helt til midnat, men traditioner er en af de fineste gaver, som vi kan give vores børn, så dette var dagen for undtagelser. Traditioner og dens ritualer er gentagelser skabt for gentagelsens skyld, og den dag gentagelserne skulle stoppe, så forsvinder magien, indtil traditionen genfindes, genskabes, og gentages. De bliver de tidsbundne hjørnesten, som alle andre livsbegivenheder i vores liv fortælles omkring. Traditioner er ikke bundne i logik eller praktik, men i “plejer” og nøje kopier, så selvom det var 50 år siden det vintersolhverv, hvor farfar fyr fik sin Fyrmester-titel, så vidste alle byens beboere præcist, hvad de skulle, da de kunne følge historierne og fortællingerne som en opskrift på ritualets fremgangsmåde. Sådan stod det forankret i fortiden og fremtid: at overgangen fra Fyrmester til Fyrmester skete efter endt tjeneste ved midnat på årets korteste dag. Farfar Fyr var en af de længst siddende fyrmestre, men han forstod, at tårnet ikke var hans, og den sidste og måske vigtigste opgave var at give titlen videre.

Overtrætte og lettere umulige løb børnene cirkler om deres forældre, som overtrætte og lettere umulige irettesatte ungerne, mens de samtidigt forsøgte at være den type forældre, der ikke løb cirkler om deres børn. Dette resulterede i en lettere panisk stemning i byens hovedgade, hovedgade er måske så meget sagt, byens eneste gade, og instrukser blev råbt i en frustreret kanon af halv-tålmodige forældre-stemmer efterfulgt af deres afkoms lysere version, gentagelse på gentagelse, indtil byens huse var mere ekkokamre end hjem. Men panik, forberedelse, og højtideligheden var alt sammen noget af dét, som understregede ritualers rigtighed og oprigtighed i langt højere grad end de lys og tændstikker som reelt set var ritualets eneste påkrævede remedier. Aksel både glædede sig og gruede for nattens begivenheder, og han havde snakket med sin mor, om han måtte tage en lommelygte med, hvis mørket blev for skræmmende, når lysene blev blæst ud. Normalt ville Aksel aldrig bevæge sig udenfor, når månen var på sit højeste, men Birk var ikke alene Aksels bedste ven men også en Fyrmester, og ritualet var en af de vigtigste nætter i hele hans og byens liv, så Aksel havde lovet sig selv, at han ville prøve. Aksel gennemgik sin mentale tjekliste for femte gang i et forsøg på at berolige sin nervøsitet: Halstørklædet fra mormor som stadig duftede svagt af hendes lavendel parfume, tjek! Den sten som han altid lod fingrene glide over, hvis hans hænder blev urolige, tjek! Fars forlagte lommelygte og et sæt ekstra, frisk-fra-pakke AA-batterier i baglommen, tjek. Ingen låser deres døre ved Verdens Ende, men hvis nu låsen havde en dårlig dag, så havde Aksel hastet en ekstranøgle i baglommen og en skruetrækker i blomsterpotterne i baghaven… Så, nøgle… TJEK! Hvordan præcist han skulle bruge skruetrækkeren vidste han ikke, men man skulle aldrig gå ned på udstyr, hvis ulykken var ud. Aksel fandt et stykke tyggegummi i en af lommerne af mors taske, og han gumlede ihærdigt på det, indtil pebermyntesmagen fyldte alle hans sanser, hans tyggemuskler var trættede, og han endelig formåede at tage en dyb og forfriskende indånding. Forberedelser fuldført, tjek!

Mine daaaaamer og herrer, sæt jer godt til rette, nu har hun øvle bøvlet linje op og linje ned, og jeg er blevet 100 år ældre, heldigt at jeg er udødelig, men du ved: Kæft’ en fuser… kaffen er kold, og helt ærligt, NU ER DET MIN TUR! EJ! Nej, du kan fandme tro nej, fingrene væk fra tastaturet… Ellers giver jeg dig mareridt resten af dit liv… Jeg har magten til at give dig leverpostejs-drømme, hvor du har en skarp sten i skoen uden at kunne ikke fjerne den… eller hvor de spiller de første 20 sekunder af din yndlingssang, så den bliver dit eget personlige helvede… Kom… Test mig bare! Jeg har al tid i verden, og min fantasi er langt bedre end din! Hov, faldt dine bukser pludseligt ned, imens du er omringet af stirrende fremmede… SE, du har ikke lyst til at gøre mig sur, søster! Lad mig i det mindste introducerer mig selv… og Nova? FINT! Bare mig… Du burde seriøst overveje terapi, magen til magtsyg madamme skal man lede længe efter.

Okay.. Ahem… Lad os få vendt den her synkende skude og komme tilbage på rette spor. Hvor kom jeg fra? Nårh ja: Trommehvirvel, konfetti, og fanfare for jeres længe ventede hovedperson… Mine damer og herrer NU starter fortællingen! I må gerne klappe, jeg kan sagtens forstå jeres begejstring… Klap, blev der sagt! Nej, tak, det er da aaalt for meget, sikke uprovokeret opbakning. Først og fremmest, mit navn, altså, jeg har et par stykker, men min titel er Væveren, men I kender mig nok bedst som… Ole Lukøje. I kan jo ikke gøre for, at jeres stakkels små hjerner ikke forstår sig på mit job, ja nogle troede faktisk, at jeg var tandfeen for en periode, men jeg samler hverken på tænder eller paraplyer, kun drømme. Personligt føler jeg, at navnet Ole er alt for trivielt til mig Somnus: søvnens gud, drømme-dimensionens hersker, fantasiens og efterlivets beskytter, men Nova kan godt lide navnet, og fru forfatter er da vidst så presset, at vi hellere må gøre tingene lidt nemmere for staklen, så: Goddag, mit navn er Ole, og jeg har skabt alle drømme, som du nogensinde har drømt.

Godt nok siger du, at jeg er staklen, men det er ikke mig som konstant afbryder historien, som den selvoptagede… Nej, ved du hvad, jeg gider simpelthen ikke skændes. Helle, fred, kærlighed, Ole, jeg er træt. Hvad med at jeg fortæller om ritualet, sådan som byen oplevede det, og så får du lov til at fortælle alt det, som der skete i dit parallelle rige? Det ville være min største fornøjelse at få din del af historien med, som det enestående fortæller-geni du er.

Smiger virker ikke på mig, jeg ved godt, hvor fantastisk jeg er! Men du har ret, historien har brug for mig, du har brug for mig, læseren har brug for mig… Så, fyr løs, dame, giv den hele armen, og så gør jeg resten. Vi læses ved, kære læser, vent på mig til på næste side.

Så fik vi vidst bugt med ham for en tid, kære læser, beklager afbrydelserne, for selvom historien ikke er min, så tør jeg ikke overlade tøjlerne til hr “jeg ved bedst”, fordi man ved aldrig, hvad han kan finde på…. Men bare rolig, vi skal nok nå til vores ubudne gæst’ del af historien, men lad os først give Birks farfar den respekt, som han fortjener.
Birks farfar havde stolt båret titlen som fyrmester, siden han fik den en midsommer knapt 50 år siden, og de færreste af byens beboere kendte eller huskede hans faktiske navn, da han både var og blev kaldt Fyrmester. Dag efter dag havde han trasket op ad samtlige 264 trin til tårnets top, men det sidste års tid blev rejsen til toppen mere og mere besværet, og Birk kunne nu nå to og en tredjedel gange op og ned, før farfar Fyr nåede tårnets top.

“Det er noget værre noget at blive gammel, bette Birk. Jeg kender hvert et knirkende trin, hver en kant, hvert et hjørne, og jeg plejede også at kunne hoppe op ad vindeltrappen 2 trin ad gangen som dig.”
“Jeg vil aldrig blive gammel så!” Sagde Birk trodsigt og kiggede på farfars hvide læber og fugtige pande. Han lignede pludseligt en gammel mand, selvom Birk ville have svoret, at farfar havde været samme alder hele Birks liv . Birks farfar duftede svagt af de menthol bolcher, som han altid havde i gemt i venstre lomme, og Birk var lidt i tvivl om farfar var skrumpet, eller om Birk havde vokset, måske var begge dele sandt, men væk var den stærke, bredskuldrede farfar Fyr, som plejede at kaste Birk over skulderen og løbe ned til vandet uden så meget som at blive forpustet. Væk var Birks beskytter, tårnet beskytter, byens beskytter, og tilbage stod bare farfar, og Birk fik pludseligt ondt i maven alene ved tanken, fordi, selvom det ikke gav mening, så havde Birk altid tænkt farfar var magisk eller måske endda udødelig del af tårnet. Farfar førte Birk hen til deres vante pladser i velour sofaen ved fyrets kontrolpanel og klemte muntert Birks skulder, men det eneste Birk bemærkede var, at farfars greb var svagere, end det plejede.

“Dét at blive gammel er prisen for alle mine eventyr, så du skal ikke være bange for at blive gammel. Du skal være bange for ikke at leve, mens du er i live” sagde han og begyndte at skære det æble i skiver, som de altid delte, når de sad sammen på toppen af deres verden.
“Det forstår jeg ikke, farfar? Du kan ikke passe fyrtårnet længere, du er træt hele tiden, og dit hår er blevet helt hvidt?” Birk understregede hver pointe ved at pege på farfar med en æbleskive, ligesom han havde set farfar understrege ting ved at pege på ham med sin pibe, så farfar forstod, at Birk mente det alvorligt.

Farfar smilede et af hans bedste smil, et af dem hvor alle hans rynker kom til syne, og hans øjne forsvandt i folder. “Det er alt sammen sandt, men jeg har elsket min tid, netop fordi jeg vidste, at jeg en dag ville skulle give tårnet videre til din far. Han vil elske sin tid, fordi han en dag skal give det videre til dig, og du vil forstå glæden, når du en dag får et barn, som skal arve tårnet fra dig. Hele vores families fødder har skabt hvert trins knirker, deres hænder har løbet langs murstenenes kanter, hvilket er derfor de den dag i dag er bløde og buede, og vi har alle set ud på det samme vand, som altid vil bruse foran vores fyr. At ting har en ende kan være den største gave,” klukkede farfar godmodigt og rakte ham endnu en skive æble.

“Men, jeg vil ikke have, at ting forandrer sig. Jeg kan godt lide det, som det er nu!” sagde Birk og ruskede sig fri fra farfars svage greb. Birk havde altid været stolt over at dele navn med Farfar: Bertram Fyrmester, og selvom ingen kaldte Birk for Bertram, med mindre han havde gjort enten far eller farfar skrækkeligt sure og fortjente en røffel, så havde Birk troet at navnet ville give ham samme styrke som farfar. Så hvad pokker bildte farfar sig ind sådan at blive gammel og svag, som om han bare var en helt almindelig farfar.

“Men Birk, du forandrer dig lidt hver dag. Hver dag er en ny mulighed, et nyt eventyr, en gave som du alene kan bestemme, hvad du vil gøre med. Selv den dag jeg ikke er her mere, så lever jeg videre i de trin jeg har taget, og de sten jeg har rørt, i fyret og i jer, i jeres minder og ikke mindst i jeres drømme. Tro mig, alt er muligt i dine drømme, bare vent og se …”
Birk vidste aldrig, hvad han skulle sige, når farfar snakkede i gåder, men det virkede som en god idé at nikke og kramme farfar, mens der var farve i hans kinder. Da han gik ned til det niveau, hvor hans værelse lå, så smilede han ved hver en lyd og hver en ujævnhed, fordi de var alle hilsner fra fortiden.

Blandingen af sultne mågeskrig og havets rytmiske kys langs kysten er det første, som bombarderer dine ører, idet du kommer indenfor synsvidde af den lille fiskerby, der er centrum for vores fortælling. Byen, hvis oprindelige navn for længst er glemt, er af dens beboere blevet tildelt det mundrette navn “Verdens Ende”, og hvis alle veje fører til Rom, så fører kun én eneste til Verdens Ende. Hverken postvæsenet eller fremmede kan finde byen, da den er indhyllet i klipper og krat , men skulle nogen alligevel nå frem til den lunefulde grusvej, som forbinder Verdens Ende med resten af verden, så tag dig i agt!, for vejen forsvinder, det øjeblik tidevandet vender hjem, og pludseligt omdannes byen til en ø omringet af brusende vandmasser, så langt øjet rækker. Verdens Ende er derfor på mange måder en uforstyrret tidslomme, men skulle du nå frem, stædige pilgrim, så gratulerer jeg og garanterer, ama'r halshug, at: Ved Verdens Ende er døre, arme, og hjerter evigt åbne.

Ved Verdens ende ligger der ved overgangen mellem hav og by et nedlagt fyrtårn, som har tilhørt familie Fyrmester, siden det blev opført i tidernes morgen. Selv efter bådene stoppede med at komme, fortsatte familien hver aften med at tænde lygten, så alle der var bortrejst eller retningsløse kunne finde deres vej til Verdens Ende. Sådan har tårnet og dets Fyrmester hjulpet byen til at forvandles fra et mellemstop til en endestation. Byens huse er bygget af, på, og omringet af skifer og granit, så byens rød/hvid-stribede hjerte står i stor kontrast til de mere neutrale nuancer i stenenes farvevariationer, som skam også er hele formålet fyrtårnets farverige ydre. Byens børn skændes ofte om, hvor højt tårnet er, fordi i børnehøjde ligner det, at tårnet rækker helt til skyerne, og sådan er mange at dets historier en blanding af umuligheder og fantasi.

HOOLDT! Hold nu helt ferie, du plaprer? Hvem pokker gider læse det der? Jeg er frygtelig ked af at afbryde MIN historie, fru forfatter, men hvornår fortæller du om mig? Tjep, tjep… Ellers falder folk da i søvn. Du kommer til det, siger du? Hvor herre til hest…

Der er noget enestående ved ritualer, især når de kobles til overgange og forandring. I de tilfælde får de en næsten magisk karakter, da ritualet bliver overgangen mellem gammelt og nyt, fortid og fremtid, det kendte og det ubekendte. Ritualet bliver broen mellem yderpunkter og lader modsigelser mødes. De færreste i byen havde selv oplevet overdragelse af fyrmestertitlen, men det er styrken ved ritualer, mens alt andet aktivt skal modarbejde tidens påførte forandring,, så forbliver ritualet en sjælden konstant. De traditionsbundne ritualer er en form for punktummer i et liv af kommaer. Som tiden gik blev ritualet permanent indflettet i byens identitet, i alle dens historier, og i alle dens beboere, således selv de mindste af byens børn forstod, at i dag var noget helt særligt: overførelsen af titlen fra far til barn i et simpelt ritual…

EJ, hvor er du irriterende!… Det var faktisk mig, som fandt på ritualet? Hør nu her, lille dame, du kan da ikke bare skære mig ud af historien på den måde? Lad vær med at se på mig på den måde, det er dig som fortæller historien helt forkert! FINT! Så fortæl den på din måde… din egoistiske klapha…… Hov, stop med at slette det je…. sto.. m..