Blandingen af sultne mågeskrig og havets rytmiske kys langs kysten er det første, som bombarderer dine ører, idet du kommer indenfor synsvidde af den lille fiskerby, der er centrum for vores fortælling. Byen, hvis oprindelige navn for længst er glemt, er af dens beboere blevet tildelt det mundrette navn “Verdens Ende”, og hvis alle veje fører til Rom, så fører kun én eneste til Verdens Ende. Hverken postvæsenet eller fremmede kan finde byen, da den er indhyllet i klipper og krat , men skulle nogen alligevel nå frem til den lunefulde grusvej, som forbinder Verdens Ende med resten af verden, så tag dig i agt!, for vejen forsvinder, det øjeblik tidevandet vender hjem, og pludseligt omdannes byen til en ø omringet af brusende vandmasser, så langt øjet rækker. Verdens Ende er derfor på mange måder en uforstyrret tidslomme, men skulle du nå frem, stædige pilgrim, så gratulerer jeg og garanterer, ama'r halshug, at: Ved Verdens Ende er døre, arme, og hjerter evigt åbne.
Ved Verdens ende ligger der ved overgangen mellem hav og by et nedlagt fyrtårn, som har tilhørt familie Fyrmester, siden det blev opført i tidernes morgen. Selv efter bådene stoppede med at komme, fortsatte familien hver aften med at tænde lygten, så alle der var bortrejst eller retningsløse kunne finde deres vej til Verdens Ende. Sådan har tårnet og dets Fyrmester hjulpet byen til at forvandles fra et mellemstop til en endestation. Byens huse er bygget af, på, og omringet af skifer og granit, så byens rød/hvid-stribede hjerte står i stor kontrast til de mere neutrale nuancer i stenenes farvevariationer, som skam også er hele formålet fyrtårnets farverige ydre. Byens børn skændes ofte om, hvor højt tårnet er, fordi i børnehøjde ligner det, at tårnet rækker helt til skyerne, og sådan er mange at dets historier en blanding af umuligheder og fantasi.
HOOLDT! Hold nu helt ferie, du plaprer? Hvem pokker gider læse det der? Jeg er frygtelig ked af at afbryde MIN historie, fru forfatter, men hvornår fortæller du om mig? Tjep, tjep… Ellers falder folk da i søvn. Du kommer til det, siger du? Hvor herre til hest…
Der er noget enestående ved ritualer, især når de kobles til overgange og forandring. I de tilfælde får de en næsten magisk karakter, da ritualet bliver overgangen mellem gammelt og nyt, fortid og fremtid, det kendte og det ubekendte. Ritualet bliver broen mellem yderpunkter og lader modsigelser mødes. De færreste i byen havde selv oplevet overdragelse af fyrmestertitlen, men det er styrken ved ritualer, mens alt andet aktivt skal modarbejde tidens påførte forandring,, så forbliver ritualet en sjælden konstant. De traditionsbundne ritualer er en form for punktummer i et liv af kommaer. Som tiden gik blev ritualet permanent indflettet i byens identitet, i alle dens historier, og i alle dens beboere, således selv de mindste af byens børn forstod, at i dag var noget helt særligt: overførelsen af titlen fra far til barn i et simpelt ritual… EJ, hvor er du irriterende!… Det var faktisk mig, som fandt på ritualet? Hør nu her, lille dame, du kan da ikke bare skære mig ud af historien på den måde? Lad vær med at se på mig på den måde, det er dig som fortæller historien helt forkert! FINT! Så fortæl den på din måde… din egoistiske klapha…… Hov, stop med at slette det je…. sto.. m..