Det var sjældent, at byens børn fik lov til at blive oppe helt til midnat, men traditioner er en af de fineste gaver, som vi kan give vores børn, så dette var dagen for undtagelser. Traditioner og dens ritualer er gentagelser skabt for gentagelsens skyld, og den dag gentagelserne skulle stoppe, så forsvinder magien, indtil traditionen genfindes, genskabes, og gentages. De bliver de tidsbundne hjørnesten, som alle andre livsbegivenheder i vores liv fortælles omkring. Traditioner er ikke bundne i logik eller praktik, men i “plejer” og nøje kopier, så selvom det var 50 år siden det vintersolhverv, hvor farfar fyr fik sin Fyrmester-titel, så vidste alle byens beboere præcist, hvad de skulle, da de kunne følge historierne og fortællingerne som en opskrift på ritualets fremgangsmåde. Sådan stod det forankret i fortiden og fremtid: at overgangen fra Fyrmester til Fyrmester skete efter endt tjeneste ved midnat på årets korteste dag. Farfar Fyr var en af de længst siddende fyrmestre, men han forstod, at tårnet ikke var hans, og den sidste og måske vigtigste opgave var at give titlen videre. Overtrætte og lettere umulige løb børnene cirkler om deres forældre, som overtrætte og lettere umulige irettesatte ungerne, mens de samtidigt forsøgte at være den type forældre, der ikke løb cirkler om deres børn. Dette resulterede i en lettere panisk stemning i byens hovedgade, hovedgade er måske så meget sagt, byens eneste gade, og instrukser blev råbt i en frustreret kanon af halv-tålmodige forældre-stemmer efterfulgt af deres afkoms lysere version, gentagelse på gentagelse, indtil byens huse var mere ekkokamre end hjem. Men panik, forberedelse, og højtideligheden var alt sammen noget af dét, som understregede ritualers rigtighed og oprigtighed i langt højere grad end de lys og tændstikker som reelt set var ritualets eneste påkrævede remedier. Aksel både glædede sig og gruede for nattens begivenheder, og han havde snakket med sin mor, om han måtte tage en lommelygte med, hvis mørket blev for skræmmende, når lysene blev blæst ud. Normalt ville Aksel aldrig bevæge sig udenfor, når månen var på sit højeste, men Birk var ikke alene Aksels bedste ven men også en Fyrmester, og ritualet var en af de vigtigste nætter i hele hans og byens liv, så Aksel havde lovet sig selv, at han ville prøve. Aksel gennemgik sin mentale tjekliste for femte gang i et forsøg på at berolige sin nervøsitet: Halstørklædet fra mormor som stadig duftede svagt af hendes lavendel parfume, tjek! Den sten som han altid lod fingrene glide over, hvis hans hænder blev urolige, tjek! Fars forlagte lommelygte og et sæt ekstra, frisk-fra-pakke AA-batterier i baglommen, tjek. Ingen låser deres døre ved Verdens Ende, men hvis nu låsen havde en dårlig dag, så havde Aksel hastet en ekstranøgle i baglommen og en skruetrækker i blomsterpotterne i baghaven… Så, nøgle… TJEK! Hvordan præcist han skulle bruge skruetrækkeren vidste han ikke, men man skulle aldrig gå ned på udstyr, hvis ulykken var ud. Aksel fandt et stykke tyggegummi i en af lommerne af mors taske, og han gumlede ihærdigt på det, indtil pebermyntesmagen fyldte alle hans sanser, hans tyggemuskler var trættede, og han endelig formåede at tage en dyb og forfriskende indånding. Forberedelser fuldført, tjek!
Kapitel 4
af