Kapitel 3

Mine daaaaamer og herrer, sæt jer godt til rette, nu har hun øvle bøvlet linje op og linje ned, og jeg er blevet 100 år ældre, heldigt at jeg er udødelig, men du ved: Kæft’ en fuser… kaffen er kold, og helt ærligt, NU ER DET MIN TUR! EJ! Nej, du kan fandme tro nej, fingrene væk fra tastaturet… Ellers giver jeg dig mareridt resten af dit liv… Jeg har magten til at give dig leverpostejs-drømme, hvor du har en skarp sten i skoen uden at kunne ikke fjerne den… eller hvor de spiller de første 20 sekunder af din yndlingssang, så den bliver dit eget personlige helvede… Kom… Test mig bare! Jeg har al tid i verden, og min fantasi er langt bedre end din! Hov, faldt dine bukser pludseligt ned, imens du er omringet af stirrende fremmede… SE, du har ikke lyst til at gøre mig sur, søster! Lad mig i det mindste introducerer mig selv… og Nova? FINT! Bare mig… Du burde seriøst overveje terapi, magen til magtsyg madamme skal man lede længe efter.

Okay.. Ahem… Lad os få vendt den her synkende skude og komme tilbage på rette spor. Hvor kom jeg fra? Nårh ja: Trommehvirvel, konfetti, og fanfare for jeres længe ventede hovedperson… Mine damer og herrer NU starter fortællingen! I må gerne klappe, jeg kan sagtens forstå jeres begejstring… Klap, blev der sagt! Nej, tak, det er da aaalt for meget, sikke uprovokeret opbakning. Først og fremmest, mit navn, altså, jeg har et par stykker, men min titel er Væveren, men I kender mig nok bedst som… Ole Lukøje. I kan jo ikke gøre for, at jeres stakkels små hjerner ikke forstår sig på mit job, ja nogle troede faktisk, at jeg var tandfeen for en periode, men jeg samler hverken på tænder eller paraplyer, kun drømme. Personligt føler jeg, at navnet Ole er alt for trivielt til mig Somnus: søvnens gud, drømme-dimensionens hersker, fantasiens og efterlivets beskytter, men Nova kan godt lide navnet, og fru forfatter er da vidst så presset, at vi hellere må gøre tingene lidt nemmere for staklen, så: Goddag, mit navn er Ole, og jeg har skabt alle drømme, som du nogensinde har drømt.

Godt nok siger du, at jeg er staklen, men det er ikke mig som konstant afbryder historien, som den selvoptagede… Nej, ved du hvad, jeg gider simpelthen ikke skændes. Helle, fred, kærlighed, Ole, jeg er træt. Hvad med at jeg fortæller om ritualet, sådan som byen oplevede det, og så får du lov til at fortælle alt det, som der skete i dit parallelle rige? Det ville være min største fornøjelse at få din del af historien med, som det enestående fortæller-geni du er.

Smiger virker ikke på mig, jeg ved godt, hvor fantastisk jeg er! Men du har ret, historien har brug for mig, du har brug for mig, læseren har brug for mig… Så, fyr løs, dame, giv den hele armen, og så gør jeg resten. Vi læses ved, kære læser, vent på mig til på næste side.