Kapitel 2

Så fik vi vidst bugt med ham for en tid, kære læser, beklager afbrydelserne, for selvom historien ikke er min, så tør jeg ikke overlade tøjlerne til hr “jeg ved bedst”, fordi man ved aldrig, hvad han kan finde på…. Men bare rolig, vi skal nok nå til vores ubudne gæst’ del af historien, men lad os først give Birks farfar den respekt, som han fortjener.
Birks farfar havde stolt båret titlen som fyrmester, siden han fik den en midsommer knapt 50 år siden, og de færreste af byens beboere kendte eller huskede hans faktiske navn, da han både var og blev kaldt Fyrmester. Dag efter dag havde han trasket op ad samtlige 264 trin til tårnets top, men det sidste års tid blev rejsen til toppen mere og mere besværet, og Birk kunne nu nå to og en tredjedel gange op og ned, før farfar Fyr nåede tårnets top.

“Det er noget værre noget at blive gammel, bette Birk. Jeg kender hvert et knirkende trin, hver en kant, hvert et hjørne, og jeg plejede også at kunne hoppe op ad vindeltrappen 2 trin ad gangen som dig.”
“Jeg vil aldrig blive gammel så!” Sagde Birk trodsigt og kiggede på farfars hvide læber og fugtige pande. Han lignede pludseligt en gammel mand, selvom Birk ville have svoret, at farfar havde været samme alder hele Birks liv . Birks farfar duftede svagt af de menthol bolcher, som han altid havde i gemt i venstre lomme, og Birk var lidt i tvivl om farfar var skrumpet, eller om Birk havde vokset, måske var begge dele sandt, men væk var den stærke, bredskuldrede farfar Fyr, som plejede at kaste Birk over skulderen og løbe ned til vandet uden så meget som at blive forpustet. Væk var Birks beskytter, tårnet beskytter, byens beskytter, og tilbage stod bare farfar, og Birk fik pludseligt ondt i maven alene ved tanken, fordi, selvom det ikke gav mening, så havde Birk altid tænkt farfar var magisk eller måske endda udødelig del af tårnet. Farfar førte Birk hen til deres vante pladser i velour sofaen ved fyrets kontrolpanel og klemte muntert Birks skulder, men det eneste Birk bemærkede var, at farfars greb var svagere, end det plejede.

“Dét at blive gammel er prisen for alle mine eventyr, så du skal ikke være bange for at blive gammel. Du skal være bange for ikke at leve, mens du er i live” sagde han og begyndte at skære det æble i skiver, som de altid delte, når de sad sammen på toppen af deres verden.
“Det forstår jeg ikke, farfar? Du kan ikke passe fyrtårnet længere, du er træt hele tiden, og dit hår er blevet helt hvidt?” Birk understregede hver pointe ved at pege på farfar med en æbleskive, ligesom han havde set farfar understrege ting ved at pege på ham med sin pibe, så farfar forstod, at Birk mente det alvorligt.

Farfar smilede et af hans bedste smil, et af dem hvor alle hans rynker kom til syne, og hans øjne forsvandt i folder. “Det er alt sammen sandt, men jeg har elsket min tid, netop fordi jeg vidste, at jeg en dag ville skulle give tårnet videre til din far. Han vil elske sin tid, fordi han en dag skal give det videre til dig, og du vil forstå glæden, når du en dag får et barn, som skal arve tårnet fra dig. Hele vores families fødder har skabt hvert trins knirker, deres hænder har løbet langs murstenenes kanter, hvilket er derfor de den dag i dag er bløde og buede, og vi har alle set ud på det samme vand, som altid vil bruse foran vores fyr. At ting har en ende kan være den største gave,” klukkede farfar godmodigt og rakte ham endnu en skive æble.

“Men, jeg vil ikke have, at ting forandrer sig. Jeg kan godt lide det, som det er nu!” sagde Birk og ruskede sig fri fra farfars svage greb. Birk havde altid været stolt over at dele navn med Farfar: Bertram Fyrmester, og selvom ingen kaldte Birk for Bertram, med mindre han havde gjort enten far eller farfar skrækkeligt sure og fortjente en røffel, så havde Birk troet at navnet ville give ham samme styrke som farfar. Så hvad pokker bildte farfar sig ind sådan at blive gammel og svag, som om han bare var en helt almindelig farfar.

“Men Birk, du forandrer dig lidt hver dag. Hver dag er en ny mulighed, et nyt eventyr, en gave som du alene kan bestemme, hvad du vil gøre med. Selv den dag jeg ikke er her mere, så lever jeg videre i de trin jeg har taget, og de sten jeg har rørt, i fyret og i jer, i jeres minder og ikke mindst i jeres drømme. Tro mig, alt er muligt i dine drømme, bare vent og se …”
Birk vidste aldrig, hvad han skulle sige, når farfar snakkede i gåder, men det virkede som en god idé at nikke og kramme farfar, mens der var farve i hans kinder. Da han gik ned til det niveau, hvor hans værelse lå, så smilede han ved hver en lyd og hver en ujævnhed, fordi de var alle hilsner fra fortiden.